• plads til alle
  • højt til loftet
  • plads på gulvet
  • plads til det enkelte barn
<<

  AKT  
 
I "gamle dage" – før år 2000 – kunne vi lærere hente hjælp hos PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning), hvis vi syntes, vi stod over for en klasse eller en elev med adfærdsproblemer. En psykolog rykkede os til undsætning, observerede og gik ind i en bearbejdning af problemet. Hjælpen bestod i samtaler med hele klassen, med en eller flere elever, evt. besøg i hjemmene og sideløbende hermed samtaler med klasselærer og andre relevante lærere.

Sådan er det ikke mere. Rundt omkring på vore grundskoler oprettes der i øjeblikket en AKT-lærer funktion – således også på Agerskov Kristne Friskole.

Børn, der har adfærdsproblemer, konflikter eller ikke trives skal have hjælp som tidligere.

AKT-læreren kan sammen med klasselæreren gå ind og forsøge at afdække, hvad det er, der sker, når det går galt for eleven/klassen. Ordningen er ikke kommet i stand, fordi der i dag er færre børn med problemer, snarere tvært imod! Fordelen ved den nye model er, at klasselæreren, som stadig står med ansvaret for den enkelte elev og for socialtræning af sin klasse, hurtigere kan få assistance/sparring til afhjælpning af et problem. Desuden vil AKT-læreren, der har sin dagligdag på skolen, sandsynligvis få flere detaljer med i sin observation af klassen/eleven.

AKT-læreren skal dygtiggøres for at kunne udfylde pladsen. Derfor deltager jeg i øjeblikket i relevante kurser. Hos PPR får jeg efter behov supervision, hvilket er meget værdifuldt især for en nybegynder!

Når et barn ikke befinder sig godt i skolen, er der en årsag. Og her skal vi huske på, at eleven ikke selv kan bestemme, om han/hun vil være der. Eleven skal i skole – endda i 9-10 år! Derfor er det utrolig vigtigt, at eleven har det godt. Trives. Med de lærere, der er tilknyttet klassen, og med de kammerater, der nu engang er dèr i klassen og på skolen i øvrigt! Har eleven det ikke godt ude og hjemme, forbruges der megen energi bare på at ”overleve” – netop den energi, der skulle anvendes på indlæring.

Barnets livskvalitet er vort ansvar – de voksne omkring barnet!

Aase Andersen
Akt-lærer på AKF

 

     
 
 

Agerskov Kristne Friskole
 

Præstegårdsvej 1  -  6534 Agerskov  -  tlf. 74 83 35 32
akf@agerskovkristnefriskole.dk