|
|
![]() |
|
![]() |
||||
| << |
| Valgfag | ||
|
I 8. og 9. klasse har eleverne 4 ugentlige timer, hvor der står valgfag på skemaet. Vi har en bred vifte af fag, som eleverne kan vælge imellem. Som noget nyt vil fagene i skoleåret 2011/12 være halvårlig, så eleverne har mulighed for at vælge og prøve flere forskellige fag. Tryk her for at se valgfagshæftet for 2011/12. Her følger viften af fag: |
||
|
Fodbold Om du kan spille fodbold er ligegyldigt, bare du har lysten til og gejsten for spillet. Efter opvarmning øves der detaljer i boldbehandling. Der vil være skudtræning, småspil og øvelser, som fremmer spilforståelsen. Og selvfølgelig skal vi også spille selve spillet. I efteråret vil træningen fra efterårsferien til jul finde sted indendørs. Og i foråret vil indendørstræningen finde sted fra jul til påskeferien. Bemærk at faget er et halvårsfag, og indholdet er det samme begge halvår. Gospel m/lovsangsband Kan du li´ at synge, er gospel noget for dig! Vi synger glad og ukompliceret gospelmusik, der sætter gang i kroppen og giver godt humør. Alle kan være med, for alle kan synge! Samtidig vil vi rigtig gerne sammensætte et band bestående af klaver, trommer, guitar, bas m.v. Der er ikke noget krav til, hvor god du skal være. Du skal bare kunne synge eller spille noget uden at lære det fra bunden. Madlavning Et spændende valgfag, hvor vi kreerer alt fra sønderjyske egnsretter til mad fra fremmede køkkener. Fra småkager, lagkager, forretter, middagsretter til lækre desserter. Og selvfølgelig er madtraditionerne omkring højtiderne også i fokus. Det vigtigste er: - at lære at lave, servere og nyde god og sund mad - at blive bevidst om, hvad sund mad er - selv om vi ikke går uden om søde desserter og lækre kager - at blive kritisk over for det, vi køber og spiser - at lære at arbejde i køkken sammen med andre Fransk for begyndere Hvis du vælger fransk som valgfag, får du muligheden for at snuse lidt til det franske sprog. Vi vil - lytte til fransk tale - læse enkle, korte tekster - lære lidt om fransk kultur - samtale i simple vendinger og naturligvis - lære den mest nødvendige grammatik Undervisningen krydres med - franske sange - sjove opgaver - mundtlige øvelser, som fx at spørge om vej, lave beskrivelser eller foretage indkøb KreaMix Kan du li’ at bruge dine hænder til at skabe noget kreativt, har du mange muligheder i KreaMix. I løbet af et semester, kan du bl.a. blive præsenteret for: - Diverse kreativiteter i sløjd, fx dekupørsavning - Design af egen hjemmeside - Blomsterbinderi med mange forskellige materialer - Kreativ billedkunst med genbrugsmaterialer - Glaskunst - Decouopage - Smykkefremstilling (fx knytning og smykker i alternative materialer som fx cykelslanger) - Virksomhedsbesøg - Bageri og madlavning - Fremstilling af plakater, løbesedler m.m. Du behøver ikke at have kunstneriske evner, men du skal have lyst til at prøve mange forskellige ting. Accessories Er du bare vild med tasker, bælter og fedt tilbehør, så er valgfaget “Accessories” lige noget for dig. Vi vil undersøge de nyeste modetendenser, gå i genbrugsbutikker og finde fede stoffer, spænder og andre effekter, som vi vil sammensætte på originale måder. Du vil få brug for din indre designer, og du vil komme til at lære nye teknikker, som du kan bruge, når du vil slippe kreativiteten løs! Kom og vær med! Elektronik Formålet med dette fag er, at den enkelte får et grundlæggende kendskab til elektronik, og hvordan elektronikken indgår i mange moderne hjælpemidler. Faget indgår i en naturlig sammenhæng med fysik, men er overvejende et praktisk fag, hvor du bl.a. får mulighed for selv at fremstille forstærkertrin, elektronisk styring samt arbejde med computerelektronik. Videoredigering Faget er et learning by doing kursus i videoredigering – vi skal lære at lave film ved at lave film. Vi skal lære at optage film, klippe videoer sammen, tilføje musik, lyd, effekter med mere, og vi skal lære at lave DVD’er eller youtubevideoer ud af det færdige resultat. Undervisningen vil blive inddelt i små ”projekter” med hver sit emne. Fx Stopmotion, Stunt, Show Off, News, m.m. I udgangspunktet arbejdes med eget udstyr. Der er ingen krav til professionelt optageudstyr. Et kompaktkamera med videofunktion, eller en telefon med et godt kamera vil være tilstrækkeligt til at gå i gang. Dog kræves det at man har egen bærbar computer, som kan medbringes til undervisningen. Outdoor Hvis du er til frisk luft og fri natur, hvis du ikke er bange for at blive beskidt, og hvis du kan lide at bruge din krop – så er Outdoor faget for dig. Vi er udenfor hver gang uanset vejret, hvor vi skal lave en lang række aktiviteter, der kan inddeles i to grupper: Friluftsliv: Spejder-lignende aktiviteter, som fx bål, bivuakker, tømmerflåder, fiskeri og forskellige konstruktionsopgaver. Højdepunktet bliver en 2 dages ”overlevelsestur”, med overnatning i det fri, som vi selv skal planlægge, forberede og gennemføre. Friluftsidræt: Fysiske aktiviteter, der gør brug af naturen. Det kunne fx være træklatring, rapelling, kanosejlads, orienteringsløb, geocaching, adventureracing med mere. Der vil indgå aktiviteter med egenbetaling, fx til instruktører eller leje af udstyr. WebDesign Internettet har med de mange hjemmesider stor betydning i hverdagen. I faget webdesign lærer du, hvordan man opbygger en hjemmeside. Der vil blive arbejdet med de koder, der styrer hjemmesiden, hvordan der indsættes grafik og links og hvilke muligheder der er for at lave et pænt layout. Vi vil derfor arbejde med grundlæggende HMTL, farver, fonte, tabeller, billeder, navigation, design, brugervenlighed og målgruppe. Vi opbygger hjemmesiderne både direkte i HTML-koderne og med programmet SharePoint Designer 2007. Desuden vil der også blive inddraget elementer om lovgivning, fx copyright. Efter behov kan der også blive behandlet IT-emner på baggrund af holdets ønsker og interesser. Musik og drama Her har du et fag, der swinger, det er sjovt og det er hyggeligt. Så – hvis du kan lide at synge gospel, rytmiske sange og sange i den stille genre, så vær med her. Samtidig er det et fag for dig, som har lyst til at optræde på de skrå brædder. Vi vil arbejde med, hvordan vi udtrykker os gennem vores mimik, krop, tonefald, øjne osv. Drama-stykkerne fremføres ved diverse arrangementer på skolen. Og hvis du tror, at ”Musik og drama” kun er for piger, må du tro om! Det er også et fag for drenge, så kast dig bare ud i det! Idræt (efterår) Idræt er faget for dig, der gerne vil prøve kræfter med flere forskellige sportsgrene indenfor atletik og boldspil. Undervisningen vil foregå udendørs indtil efterårsferien. Derefter rykker vi indenfor i ungdomsskolens hal. Foruden egnet tøj, er det et krav at man har rigtige indendørs sko til inde-sæsonen, mens et par almindelige løbesko vil være fint til udendørssæsonen. Atletik Udendørs vil vi primært fokusere på atletik. Vi skal øve teknikker indenfor de enkelte spring-, kaste- og løbediscipliner, og arbejder frem mod at tage skolernes atletikmærke. Boldspil Indendørs skal vi arbejde med forskellige boldspil – særligt håndbold, volleyball og badminton. Her vil der være fokus på teknisk og taktisk træning. Til badminton medbringes egen ketcher. Idræt (forår) Idræt er faget for dig, der gerne vil prøve kræfter med flere forskellige sportsgrene. Vi vil arbejde med 3 hovedområder: 1. Boldspil: Primært basketball og volleyball, med hovedvægt på teknisk og taktisk træning. 2. Begynder-spring og redskabsaktiviteter: Vi lærer almindelige saltoer og kraftspring, samt modtagning. 3. Fitness og kondition: Vi skal sammensætte vores egne opvarmningsprogrammer og rytmiske serier, og arbejde med forskellige konditions- og styrketrænings elementer. Undervisningen vil foregå indendørs i ungdomsskolens hal indtil påskeferien. Derefter rykker vi udenfor. Foruden egnet tøj, er det et krav at man har rigtige indendørs sko til inde-sæsonen, mens et par almindelige løbesko vil være fint til udendørssæsonen. |
||
|
|
Agerskov Kristne Friskole |
Præstegårdsvej 1
- 6534 Agerskov - tlf. 74 83 35 32 |
|||